Det er fordi bladlus har en utrolig stor formeringsevne. Ved almindelig kønnet forplantning, altså sex mellem kønnene, hvor der er lige mange hanner og hunner, vil afkommet fra en enkelt hun, i femte generation udgøre 100.000 lus. Ved ukønnet formering, altså hvor lusene får afkom uden sex – det man kalder for partenogenese, vil antallet under tilsvarende forhold udgøre 3.200.000 individer.
Den frygtede Vinlus, Phylloxera, som heldigvis ikke findes på vore breddegrader, kan udvise en endnu voldsommere formeringsevne. I løbet af en enkelt sommer kan en enkelt hun blive stammoder til 4800 millioner individer! Heldigvis går de allerfleste bladlus til grunde, så regnestykkerne skal blot vise, hvad vi er op imod, når det gælder angreb fra den kant.