Hvis der er tale om ren træaske – altså uden maling eller imprægnering – gavner det haven. Når træ og andre planterester brænder, forsvinder vand, kulstof, kvælstof og ilt. Tilbage bliver forskellige stoffer som calcium, kalium, magnesium, mangan, bor, jern, svovl og zink. Da alle disse stoffer er næring for planterne, kan aske derfor betragtes som en form for gødning, om end fattig sammenlignet med gødning i almindelig forstand. Således er der overhovedet ikke kvælstof til stede, hverken i form af nitrat eller ammonium.
Det vigtige næringsstof kalium er et af de stoffer, som findes i ret stor mængde i planteaske. Indholdet ligger mellem et par pct. til en halv snes pct. Indholdet af magnesium, der også er essentiel for normal vækst, er på omkring 4 pct. og fosfor på 3 pct.
Ved at tilføre planteaske til jorden medvirker man til at opretholde den nødvendige næringsbalance. Hvor der høstes, fjernes der jo samtidig næringsstoffer fra jorden, og hvis dette tab ikke udlignes, vil der efter en årrække være mangel på et eller flere af stofferne i planterøddernes fødeområde, og det vil medføre ernæringsforstyrrelser med deraf nedsat modstandskraft over for både klima og infektionssygdomme.